Ny direkte flyrute mellem Esbjerg og Groningen skal styrke Nordsøindustrien

LYGG lancerer en ny direkte rute mellem Esbjerg og Groningen med fokus på at understøtte offshore-, energi- og maritime virksomheder i Nordsøområdet. Den nye forbindelse skal lette transporten mellem to vigtige knudepunkter, hvor mange virksomheder opererer på tværs af landegrænser.
Første flyafgang er planlagt til den 4. august 2026, og herefter vil der være afgange tirsdag, onsdag og torsdag. Flyet får base i Esbjerg, hvilket ifølge Esbjerg Airport giver mulighed for løbende tilpasning af ruten og eventuel udvidelse af netværket.
Konstitueret lufthavnschef i Esbjerg Airport, Allan Dahl Leiberg, ser store muligheder i den nye forbindelse og udtaler: “Vi er meget glade for at åbne den nye rute. Forbindelsen har Iænge været efterspurgt af energisektoren. Vi ser derfor et stort potentiale i at kunne skabe en bæredygtig rute, der følger markedets behov og binder vigtige knudepunkter i energisektoren sammen.”
Også LYGG’s stifter, Roope Kekäläinen, fremhæver behovet for en mere smidig rejseform i industrien: “Virksomhederne i Nordsøindustrien arbejder på tværs af landegrænser. Rejser mellem de to centrale knudepunkter har dog ofte været forbundet med besvær på grund af lange rejsetider, skift mellem flere forskellige former for transport og generel driftsusikkerhed. Det ændrer sig nu.”
Ruten er desuden udviklet med fokus på fleksible rejsebehov, særligt for offshore-arbejdere, hvor planlægning ofte ændrer sig med kort varsel. Ifølge LYGG skal modellen både spare tid og give mere stabile priser.
Faktaboks
- Rute: Esbjerg (Danmark) – Groningen (Holland)
- Operatør: LYGG (finsk selskab)
- Formål: Styrke transport i Nordsøindustrien (offshore, energi, maritim sektor)
- Første afgang: 4. august 2026
- Afgange: Tirsdag, onsdag og torsdag
- Model: Flexbilletter tilpasset offshore- og erhvervsrejser
- Base: Fly stationeres i Esbjerg Airport
- Fokus: Kortere rejsetid, større fleksibilitet og lavere CO₂-udledning






Accepter kun nødvendige cookies